Corrado Assenza

Sicilien

Efter flere år med sommerture til Alba i Piemonte ved foden af Alperne, havde vi lyst til at prøve noget nyt. Der er jo mange muligheder i sydeuropa og meget godt terræn de fleste steder, så det var ligesom noget andet, der skulle trække. En regnfuld dag i Aarhus stenede jeg lidt Netflix og endte med at se en hel række programmer i serien Chef’s Table. Det afsnit, der fascinerede mig mest, var afsnittet, hvor de besøger Café Sicilia i byen Noto. Stedet er drevet af Corrado Assenza som man følger i sit projekt med at skabe en café, hvor kærligheden til de sicilianske råvarer er det overordnede. Da foråret på Sicilien desuden skulle være både mildt og fredfyldt uden for mange turister, var det nemt at beslutte sig.

Vi lejede noget Airbnb i Avola en god times kørsel fra lufthavnen i Catania og tæt ved kysten. Herfra kunne vi cykle ud i landskabet og bade i havet, når vi kom hjem om eftermiddagen. Vi havde selv medbragt cykler hjemmefra og fik i løbet af ugen rullet knap 500 kilometer og nogle tusinde højdemeter i det bjergrige terræn.

Næsten hver eneste dag besøgte vi Café Sicilia og smagte os igennem det meste af menukortet - det var mildest talt et fortryllende sted. Kagemontren var fyldt med lokale egnskager. Udefra er konditoriet meget underspillet og jeg tænkte, det ikke var dét sted, jeg havde set på Netflix, da vi gik forbi den første dag. Jeg trådte ind i caféen og den var til min store overraskelse nøjagtig ligeså uprætentiøs, som jeg havde håbet, men ikke regnet med efter Netflix-portrættet og den hype, der trods alt måtte have fulgt i kølvandet.

Blandt de mest populære kager kan nævnes cannoli-rør med ricottacreme og den grønne Cassatina-kage, mandelkage med chokoladeganache (se billederne) og mange flere. Og det, stedet er bedst kendt for, deres mandel-granita (granita er en form for slushice lavet på den gode måde uden tilsætningsstoffer af nogen som helst art) som er baseret på romano-mandlen, der har været ved at uddø på Sicilien, men som mr. Corrado har fået genetableret stod aller øverst på listen over ‘favoritter’. Man kunne også få granita på blodappelsiner, citroner eller kaffe. Måden det indtages på af de lokale borgere, og dem var der også nogen af, er ved at fylde granita’en ind i en brioche-bolle og på den måde skabe en sød sandwich - så det gjorde vi selvfølgelig også. Det var noget, man lige skulle vænne sig til, men allerede på andendagen virkede det helt umuligt at spise granita uden en brioche. Sådan kan jeg så godt lide det; at spise på de indfødtes præmisser. Det er i bund og grund det, det handler om, når jeg rejser ud, tror jeg: at sætte mine egne vaner på standby.

En af dagene var vi så så heldige at møde Corrado Assenza himself, Jeg fik taget det obligatoriske selfie med ham og det var som om, det hele gik op i en højere enhed. Det at have et simpelt mål for en tur, såsom at besøge en bestemt café kan nogle gange være grunden til, at rejsen lever op til forventningerne. “Jeg skal besøge det sted dér, se det med mine egne øjne”. Mere skal der ikke til for mig. Så er rejsens mål nemt at opfylde og alt hvad der kommer derudover er bonus. Kald det uambitiøst eller naivt. Jeg synes, det er ret fint.

Efter syv dage i venners lag og under solens varme stråler forlod vi middelhavsøen med et eneste ønske: at vende tilbage en dag.