Andalusien

Efter at have læst Hemingways bøger om tyrefægtning (“Solen går sin gang”, “Døden kommer om eftermiddagen” og “Farlig sommer”) måtte jeg rejse til Spanien. Valget faldt på Andalusien!
Jeg færdiggjorde min kommende bog, som bliver udgivet i sensommeren 2019 på Forlaget Gyldendal, i solen på terrassen i Manilva med udsigt over et turbulent og vindblæst Middelhav, der bestemt ikke var i sommerhumør. Termometeret viste 15 grader celsius og blæsten fik hawaiiskjorten til at blafre.


De første dage havde jeg besøg af min ven Mathias, som, udover at være min nære ven, også er et omvandrende leksikon. Især inden for litteratur og historie er han stærk. Han havde heller aldrig været i Sydspanien, så vi var to nysgerrige sjæle på tur. Vi besøgte tyrefægterarenaen i Ronda med statuerne af far og søn Ordoñes, spiste sortfodsskinke på en bar hvor de viste tyrefægtning med matadoren Ruben Piñar, der dræbte smukt uden at ramme knogle, og nød efterfølgende udsigten fra Puente Nuevo med tør sherry fra Jerez de la Frontera i blodet. Mathias’ dannede væsen er mildest talt beroligende at omgåes.

Da han rejste hjem, havde jeg tre dage alene, hvor jeg skrev og skrev og spiste sortfodsskinke og skrev. Om morgenen løb jeg ture i solen og dyppede kortvarigt min krop i den uopvarmede pool, der hørte til lejligheden. Jeg googlede mig frem til La Consula, en hacienda i Malaga, hvor Hemingway holdt til under tilblivelsen af “Farlig Sommer”, som blev hans sidste møde med tyrefægtningen, inden han døde et par år efter i 1961. Det var forrygende at opleve historiens vingesus der i haven foran La Consula med den udtørrede swimmingpool og mosaikken af Don Ernesto på en hvidkalket mur som bagtæppe. Jeg skrev begejstrede beskeder til Mathias om mine opdagelser. Det var skide godt.


Min kæreste fløj til Malaga for at få et afbræk fra bachelorskrivningen (og måske et kys?), og bedst som hun var ankommet, fik jeg et job i København for Telia, hvor jeg sammen med Felix Smith skulle unboxe den nye Samsung Galaxy s10. Det havde min kæreste splittede følelser omkring, men alt var love og hun klarede de to overnatninger alene på Solkysten med blandt andet en shoppetur i Malaga og Puerto Banus.

Tilbage i Andalusien et par dage senere kørte vi sammen til Sevilla og så bysbørnene spille mod Barcelona. Messi lavede et smukt hattrick uden Simon Kjær kunne stille noget op. Hvem kan stille noget op mod Messi? Måske kun en tyr med spidse horn. Jeg var lige ved at få fingrene i hans trøje, men en lille dreng kom mig i forkøbet og brød grædende sammen over nyerhvervelsen. Det havde jeg nok også selv gjort, hvis jeg havde fået hans gennemsvedte spilletrøje, og det var stort for alle der overværede dét øjeblik. Den bliver ikke vasket, lad mig sige det sådan.
Tyrefægtsæsonen var endnu ikke startet (starter primo april), så vi nøjedes med at besøge arenaen og det arabiske Alcazar-palads tæt ved verdens største gotiske kirke som ligger midt i byen. Om aftenen spiste vi tapas på forskellige restauranter og så flamenco på Casa del Flamenco. Det havde jeg ingen forventninger til, Flamenco, men blev positivt overrasket over, hvor kompleks og lidenskabelig en musikalsk tradition, det er. Det var meget langt fra blot at klappe på 1-2-3-4. Meget langt fra. Og heldigvis for dét.

På hjemturen fra Sevilla til Manilva svingede vi forbi Cadiz for at nyde den smukke solnedgang på stranden La Caleta, hvor Halle Berry steg op fra bølgerne på optagelserne til James Bond - Die Another Day (2002).

Alle disse små referencer til film og litteratur er det, der er dagenes holdepunkter, når jeg rejser, men ikke nødvendigvis det, der optager mig tankemæssigt i løbet af en rejse. Men de er ligesom agendaen så dagene får et formål og ikke bliver for udflydende og for fulde af indtryk. Tak Hemingway!


Pludselig var der gået to uger. Jeg skal klart tilbage, når sæsonen for tyrefægtning starter.


Til alle med aversioner mod tyrefægtning kan jeg kun sige: læs noget mere Hemingway.

Adios!

/Tobias Hamann