Korsika 2019

I sommeren 2018 var Signe og jeg på Korsika for første gang og faldt pladask for øen. De høje bjerge og stolte traditioner, de gode oste og den lokalt dyrkede vin, what’s not to like? Dertil kommer det faktum, at den franske ø har nogle af Europas smukkeste strande. Virkelig den perfekte destination for et par som os, der gerne vil have ordentlig mad, ro og smukke omgivelser til at kysse i :) Derfor endte vi på Korsika IGEN i år.
Der er fremragende muligheder for at campere, og ellers er der også en del fine AirBnb’s. I L’Ile Rousse er Hotel Funtana Marina et godt bud til dig der gerne vil have udsigt over havet, roen ved at være hævet over byen samt en herlig pool. Og man skal ikke snyde sig selv for også at besøge Corte - omgivet af bjerge og med rislende floder, der skærer gennem byen og inviterer til afkølende stunder i middagssolens brændende varme, kan man få en del tid til at gå dér.
Vi brugte ialt 14 dage på øen og havde bil med på færgen fra Savona.

Vi boede følgende steder:
Bastia (mest livlige og kulturelle by på øen)

Cap Corse (døsige fiskerbyer og god seafood)

Corte (wildlife, afkølende floder, vandring)

L’Île-Rousse (laidback beachtown)

Porto (UNESCO heritage)

Ajaccio (Napoleon Bonapartes fødeby og generelt en lidt busy storby)

Sicilien

Efter flere år med sommerture til Alba i Piemonte ved foden af Alperne, havde vi lyst til at prøve noget nyt. Der er jo mange muligheder i sydeuropa og meget godt terræn de fleste steder, så det var ligesom noget andet, der skulle trække. En regnfuld dag i Aarhus stenede jeg lidt Netflix og endte med at se en hel række programmer i serien Chef’s Table. Det afsnit, der fascinerede mig mest, var afsnittet, hvor de besøger Café Sicilia i byen Noto. Stedet er drevet af Corrado Assenza som man følger i sit projekt med at skabe en café, hvor kærligheden til de sicilianske råvarer er det overordnede. Da foråret på Sicilien desuden skulle være både mildt og fredfyldt uden for mange turister, var det nemt at beslutte sig.

Vi lejede noget Airbnb i Avola en god times kørsel fra lufthavnen i Catania og tæt ved kysten. Herfra kunne vi cykle ud i landskabet og bade i havet, når vi kom hjem om eftermiddagen. Vi havde selv medbragt cykler hjemmefra og fik i løbet af ugen rullet knap 500 kilometer og nogle tusinde højdemeter i det bjergrige terræn.

Næsten hver eneste dag besøgte vi Café Sicilia og smagte os igennem det meste af menukortet - det var mildest talt et fortryllende sted. Kagemontren var fyldt med lokale egnskager. Udefra er konditoriet meget underspillet og jeg tænkte, det ikke var dét sted, jeg havde set på Netflix, da vi gik forbi den første dag. Jeg trådte ind i caféen og den var til min store overraskelse nøjagtig ligeså uprætentiøs, som jeg havde håbet, men ikke regnet med efter Netflix-portrættet og den hype, der trods alt måtte have fulgt i kølvandet.

Blandt de mest populære kager kan nævnes cannoli-rør med ricottacreme og den grønne Cassatina-kage, mandelkage med chokoladeganache (se billederne) og mange flere. Og det, stedet er bedst kendt for, deres mandel-granita (granita er en form for slushice lavet på den gode måde uden tilsætningsstoffer af nogen som helst art) som er baseret på romano-mandlen, der har været ved at uddø på Sicilien, men som mr. Corrado har fået genetableret stod aller øverst på listen over ‘favoritter’. Man kunne også få granita på blodappelsiner, citroner eller kaffe. Måden det indtages på af de lokale borgere, og dem var der også nogen af, er ved at fylde granita’en ind i en brioche-bolle og på den måde skabe en sød sandwich - så det gjorde vi selvfølgelig også. Det var noget, man lige skulle vænne sig til, men allerede på andendagen virkede det helt umuligt at spise granita uden en brioche. Sådan kan jeg så godt lide det; at spise på de indfødtes præmisser. Det er i bund og grund det, det handler om, når jeg rejser ud, tror jeg: at sætte mine egne vaner på standby.

En af dagene var vi så så heldige at møde Corrado Assenza himself, Jeg fik taget det obligatoriske selfie med ham og det var som om, det hele gik op i en højere enhed. Det at have et simpelt mål for en tur, såsom at besøge en bestemt café kan nogle gange være grunden til, at rejsen lever op til forventningerne. “Jeg skal besøge det sted dér, se det med mine egne øjne”. Mere skal der ikke til for mig. Så er rejsens mål nemt at opfylde og alt hvad der kommer derudover er bonus. Kald det uambitiøst eller naivt. Jeg synes, det er ret fint.

Efter syv dage i venners lag og under solens varme stråler forlod vi middelhavsøen med et eneste ønske: at vende tilbage en dag.

Andalusien

Efter at have læst Hemingways bøger om tyrefægtning (“Solen går sin gang”, “Døden kommer om eftermiddagen” og “Farlig sommer”) måtte jeg rejse til Spanien. Valget faldt på Andalusien!
Jeg færdiggjorde min kommende bog, som bliver udgivet i sensommeren 2019 på Forlaget Gyldendal, i solen på terrassen i Manilva med udsigt over et turbulent og vindblæst Middelhav, der bestemt ikke var i sommerhumør. Termometeret viste 15 grader celsius og blæsten fik hawaiiskjorten til at blafre.


De første dage havde jeg besøg af min ven Mathias, som, udover at være min nære ven, også er et omvandrende leksikon. Især inden for litteratur og historie er han stærk. Han havde heller aldrig været i Sydspanien, så vi var to nysgerrige sjæle på tur. Vi besøgte tyrefægterarenaen i Ronda med statuerne af far og søn Ordoñes, spiste sortfodsskinke på en bar hvor de viste tyrefægtning med matadoren Ruben Piñar, der dræbte smukt uden at ramme knogle, og nød efterfølgende udsigten fra Puente Nuevo med tør sherry fra Jerez de la Frontera i blodet. Mathias’ dannede væsen er mildest talt beroligende at omgåes.

Da han rejste hjem, havde jeg tre dage alene, hvor jeg skrev og skrev og spiste sortfodsskinke og skrev. Om morgenen løb jeg ture i solen og dyppede kortvarigt min krop i den uopvarmede pool, der hørte til lejligheden. Jeg googlede mig frem til La Consula, en hacienda i Malaga, hvor Hemingway holdt til under tilblivelsen af “Farlig Sommer”, som blev hans sidste møde med tyrefægtningen, inden han døde et par år efter i 1961. Det var forrygende at opleve historiens vingesus der i haven foran La Consula med den udtørrede swimmingpool og mosaikken af Don Ernesto på en hvidkalket mur som bagtæppe. Jeg skrev begejstrede beskeder til Mathias om mine opdagelser. Det var skide godt.


Min kæreste fløj til Malaga for at få et afbræk fra bachelorskrivningen (og måske et kys?), og bedst som hun var ankommet, fik jeg et job i København for Telia, hvor jeg sammen med Felix Smith skulle unboxe den nye Samsung Galaxy s10. Det havde min kæreste splittede følelser omkring, men alt var love og hun klarede de to overnatninger alene på Solkysten med blandt andet en shoppetur i Malaga og Puerto Banus.

Tilbage i Andalusien et par dage senere kørte vi sammen til Sevilla og så bysbørnene spille mod Barcelona. Messi lavede et smukt hattrick uden Simon Kjær kunne stille noget op. Hvem kan stille noget op mod Messi? Måske kun en tyr med spidse horn. Jeg var lige ved at få fingrene i hans trøje, men en lille dreng kom mig i forkøbet og brød grædende sammen over nyerhvervelsen. Det havde jeg nok også selv gjort, hvis jeg havde fået hans gennemsvedte spilletrøje, og det var stort for alle der overværede dét øjeblik. Den bliver ikke vasket, lad mig sige det sådan.
Tyrefægtsæsonen var endnu ikke startet (starter primo april), så vi nøjedes med at besøge arenaen og det arabiske Alcazar-palads tæt ved verdens største gotiske kirke som ligger midt i byen. Om aftenen spiste vi tapas på forskellige restauranter og så flamenco på Casa del Flamenco. Det havde jeg ingen forventninger til, Flamenco, men blev positivt overrasket over, hvor kompleks og lidenskabelig en musikalsk tradition, det er. Det var meget langt fra blot at klappe på 1-2-3-4. Meget langt fra. Og heldigvis for dét.

På hjemturen fra Sevilla til Manilva svingede vi forbi Cadiz for at nyde den smukke solnedgang på stranden La Caleta, hvor Halle Berry steg op fra bølgerne på optagelserne til James Bond - Die Another Day (2002).

Alle disse små referencer til film og litteratur er det, der er dagenes holdepunkter, når jeg rejser, men ikke nødvendigvis det, der optager mig tankemæssigt i løbet af en rejse. Men de er ligesom agendaen så dagene får et formål og ikke bliver for udflydende og for fulde af indtryk. Tak Hemingway!


Pludselig var der gået to uger. Jeg skal klart tilbage, når sæsonen for tyrefægtning starter.


Til alle med aversioner mod tyrefægtning kan jeg kun sige: læs noget mere Hemingway.

Adios!

/Tobias Hamann

Maldiverne

Jeg var så heldig at få denne tur sponsoreret af Rejselyst og det var en virkelig drøm at få lov at opleve Maldiverne, før det er for sent. Vi besøgte tre forskellige øer i tre forskellige priskategorier som er præsenteret herunder. Jeg mødte julemanden flere gange i løbet af rejsen, og han fortalte, at han hvert år tager til Maldiverne for at lade op til den travle december måned - det er simpelthen det eneste sted, han kan samle tankerne og hvile kroppen.

Rejsen foregik sammen med tideligere håndboldspiller og nu kommentator for TV2 Daniel Svensson, rejsejournalist Mads Severinsen, som jeg tidligere har skrevet rejseartikler for JP og Berlingske sammen med samt bloggerparret Sidsel & Lasse fra Aarhus.

Thoddo Island var det første sted, vi boede og klart det billigste og mindst luksuriøse sted af de tre (ca. 10.000 kr. pr. pers. inkl. fly). Det skilte sig ud fra de to andre steder ved at være en ø med lokalt liv. De lokale på Thoddo lever af at dyrke frugt som de sælger til hovedstaden Malé samt af turisme.

Standen levede på alle måder op til de billeder fra Maldiverne, vi allesammen kender: kridhvidt sand, turkisblåt hav og blå himmel. Restauranterne var få, ligesom det var begrænset med ting at give sig til. Dog kunne man booke fisketure, dykkerture eller begive sig ud på øhop til øde sandbanker.

Soneva Fushi var det andet sted, vi besøgte og klart det dyreste og mest luksuriøse (ca. 100.000 kr. pr. uge for en villa med plads til to pers. ekskl. fly). Resortøen har 24-timers chokolade -og isbar, et hav af forskellige restauranter at besøge, snorkeling direkte fra privat strand med garanti for at se reef sharks og havskildpadder for bare at nævne nogle af de features, de tilbød. Villaen, vi boede i, havde egen pool, biograf, fitness og privat butler hele døgnet rundt. Han serverede sågar mad til os i poolen…

Angsana Resort var det tredje og sidste sted, vi boede. Prisen er stadig i den billige ende, når vi taler Maldiverne (ca. 18.000 kr. pr. pers. for en uges ferie med morgenmad inkl. fly), men jeg ville personligt hellere ofre lidt mere og få den luksus, man forventer af et sted som Maldiverne ELLER gå med Thoddo og få et billigt men fint alternativ. Dog var der intet sted på Maldiverne, hvor strandende skuffede, så på det punkt får man altid fuld valuta for pengene ligemeget hvor i ø-gruppen, man tager hen. Et plus på Angsana er, at det er et godt sted at se hvalhajer og manta rays. Vi så “kun” sidstnævnte, da vi var der uden for hvalhaj-sæsonen.

Rom

Forårstur i det antikke romerske riges hovedstad

Island

Fra Reykjavik til Ólafsfjörður til Akureyri til Vestmannaøerne med gode venner fra Sverige, Holland og Finland

Borneo

Signe og jeg havde kun været kærester i to uger, da vi besluttede at rejse til Borneo for at se orangutanger og lære hinanden endnu bedre at kende. Her er nogle billeder fra vores tur.

Quito & Cotopaxi-vulkanen, Ecuador

På tur med KILROY til Ecuador. Hovedstaden (2800 m.o.h) ligger i en smuk dal, hvor jeg mest af alt forsøgte at vænne mig til den tynde luft. Efter et par dage med akklimatisering på menuen hikede vi op på vulkanen Cotopaxi en times kørsel fra Quito. Det var dog kun muligt at vandre op til sneen, hvor et lille hus solgte varm kakao og prisvindende ecuadoriansk chokolade.

Deltagende bloggere på rejsen:
Happy Jankell fra Sverige

Willem & Bob Sizoo fra Holland

Sami Tuunanen fra Finland

Konni Gotta fra Island

Lares Trek & Machu Picchu, Peru

På tur med KILROY til Peru. Landet er hjemsted for et af verdens syv vidundere: inka-ruinerne Machu Picchu. Vi hikede i tre dage for at nå til resterne af den ældgammel by beliggende højt oppe i Andes-bjergene. Lares-trekket er en rigtig god måde at opleve området på, da det er betydeligt mindre turistet end den pilgrimsrute, de flester vælger at tage. Jeg syntes, ruten gav et godt indblik i den lokale kultur, naturen var prægtig og den fysiske aktivitet forholdsvis overkommelig. Turens højeste punkt er Huacawasi Pass 4.750 m.o.h.

Deltagende bloggere på rejsen:
Happy Jankell fra Sverige

Willem & Bob Sizoo fra Holland

Sami Tuunanen fra Finland

Konni Gotta fra Island

Galapagosøerne

På tur med KILROY til øerne som Charles Darwin besøgte for snart to århundrede siden. Når vi taler dyreliv og biodiversitet er Galapagos det mest unikke sted, jeg nogensinde har besøgt. Skynd dig afsted!

Deltagende bloggere på rejsen:
Happy Jankell fra Sverige

Willem & Bob Sizoo fra Holland

Sami Tuunanen fra Finland

Konni Gotta fra Island

Rhodos

På rejse med Mads Severinsen for Berlingske Tidende. Hotellet, vi boede på hedder Casa Cook - fabelagtigt lille sted, hvor samtlige værelser har udgang til smuk pool. De serverer også velsmagende cocktails!

Issuk Kul, Kirgisistan

The post-soviet country of Kyrgyzstan offers all the craziness you can't imagine. Ride a horse through mountains and valleys, eat a horse for dinner, sleep in a yurt, swim in the never frozen lake "Issuk Kul", soak yourself in the numerous of hot springs together with giant russian mamas, visit the high altitude plateaus (+7000 m.a.s) and go visit the eagleman. Kyrgyzstan is sandwiched between mastodons such as Kazakhstan and China but it's world is something extraordinary, something pure and unspoiled.

Kyrgyzforreal-8.jpg
Kyrgyzforreal-13.jpg
Kyrgyzforreal-14.jpg
Kyrgyzforreal-15.jpg
Centralasiens uudforskede perle   Jyllands-Posten | 06.06.2015 | | Sektion: Rejser Side 8 | 2029 ord | Artikel-id: e510c64d  |  Original artikel   I turistsammenhæng er Kirgisistan stadig på pionerstadiet, men der er mange autentiske oplevelser at hente i området omkring den enorme sø Issyk-Kul. Her er bjergtinder i 7.400 meters højde, adskillige klimazoner, en kompleks sovjetisk fortid, og så kan man opleve noget så kontrastfyldt som højfjelde og sandstrand på samme dag.  af MADS SEVERINSEN & TOBIAS HAMANN-PEDERSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejdere | rejseredaktionen@jp. dk  Allerede oppe fra flyet røber udsigten en del om Kirgisistan: Her er bjergrigt og utroligt øde. Sletterne er uendelige, og bjergtinderne rager helt derop, hvor sneen aldrig smelter.  Lufthavnen i hovedstaden Bishkek er ikke meget større end Aarhus', og kontrollen består blot af et stempel i passet. Derfor går der ikke længe, før vi er ude ved taxaholdepladserne, hvor vores chauffør venter. Det er en del af den guidede tur, vi har bestilt hjemmefra, at vi bliver hentet og afleveret i lufthavnen.  Chaufføren kan en smule engelsk og fortæller, at temperaturen når op over 30 grader i dag. Det skal dog vise sig kun at gælde for noget af dagen.  Vejen fra lufthavnen og ud af byen er første møde med Kirgisistans fortid som sovjetisk stat, en status, landet blev løsrevet fra sammen med flere andre republikker i 1991: Der er ikke et eneste sving på vejen over en 20 km lang strækning, alle skilte står skrevet med det kyrilliske alfabet, og livet langs gader og stræder er fattigt.  Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.  Alt er hjemmelavet: fra marmelader af skovhindbær og abrikoser fra haven, til stenovnsbrød, salater og kartoffelsuppe med henkogt kød. I den rækkefølge.  I landsbyen skiftes bilen ud med en nyere Toyota, og et par schweiziske turister støder til gruppen. Nu går turen videre mod den enorme sø Issyk-Kul. Bilen snor sig op i højderne i et land, hvor gennemsnitshøjden er 2.750 meter over havet. Vejret skifter langsomt, og det begynder at regne.  Vi kører op over et pas, og endelig åbner landskabet sig foran minibussen. Dér, imellem sneklædte bjergtinder, klemt inde mellem Kasakhstan og Kina, ligger "Kirgisistans hav", Centralasiens mest ikoniske sø og denne turs udflugtsmål: Issyk Kul.    Dampende sovjetbad   Issyk Kul betyder "den varme sø" og fryser pga.  tilstrømningen fra varme kilder aldrig til is - det til trods for en vintertemperatur på ned på minus 40 grader.  Minibussen gør holdt ved en såkaldt yurt, som er et normadetelt, placeret langs hovedvejen. I yurten serveres hvinende sød kaffe og tørret, saltet laks. Kombinationen får enkelte af de medrejsende til at rynke på næsen, men da alternativet er at stå og vente i silende regn langs en postsovjetisk hovedvej, tager alle en bid og en tår.  Yurten er med sin filtdug og de få elementer, der holder den oprejst, centralasiatiske nomaders foretrukne mobile hus. Det er forholdsvis let at pakke sammen og transportere - desuden holder det fint på varmen og ikke mindst på hyggen.  Temperaturen er faldet til sølle 11 grader, og badet Chong Uruktu bliver redningen. En kilometer nede ad en grusvej kommer fire dampende pools til syne.  »Welcome to the natural hot springs of Issyk Kul,« får turens guide Samuel fremstammet med en stemme, der allerede nu lyder forkølet.  Indgangsbilletten koster 50 Som eller ca. 5 kr.  Billetlugen udgøres af et bord med en blomsterdekoreret voksdug, et sæt hvide plastikstole og en rusten parasol. Omklædningsrummet er på størrelse med en bruseniche. Dér mødes turisterne af opmærksomhed og nysgerrige blikke fra de andre badegæster.  »Hvor kommer I fra?« spørger en herre fra Uralbjergene.  »Hvorfor lige Kirgisistan?« spørger en anden fra Almaty i Kasakhstan.  De viser vej til badene, der er inddelt efter varmegrader.  Alle smiler de og nyder den akutte varmetilførsel. I det varmeste bassin på omtrent 50 grader fylder en overvægtig kvinde det meste.  E Hun har en selvsikkerhed og karisma, der får de fleste af mændene til at blegne ved siden af.  På en lille bar varmes de besøgende slutteligt af kirgisisk te brygget på den så velkendte russiske samovar, serveret uden så mange dikkedarer.  Værsgo' og velkommen.    Den sidste by inden Kina   Turen fortsætter nord om Issyk Kul. Søen ligner mest af alt et uendeligt hav, men kortet fortæller, at Kirgisistan er en indlandsstat med stort i.  I byen Cholpon Ata søger vi husly, og på en restaurant i en privat dagligstue stiftes der bekendtskab med en af Kirgisistans mange nationalretter: lagman.  Inspirationen kommer fra Kina og dungan-folket, som er muslimer med kinesiske rødder, og retten består da også hovedsageligt af kinesiskinspirerede ingredienser som tykke ægnudler, peberfrugter og stærk chilisauce. Den dag i dag lever hovedparten af dungan-folket i Kirgisistan.  Retten bliver serveret af en genert tjener på højst 15 år, der med stor sandsynlighed gravede kartoflerne op, da det ringede på døren til familiens restaurant, og den viser sig at være ganske velsmagende.  I Karakol slår vi lejr i tre dage. Herfra er der ikke langt til en række forskellige aktiviteter.  Vores guide Samuel gør meget ud af at give os en autentisk oplevelse af Kirgisistan, og han fortæller således, at han i dag vil vise "den sidste by inden Kina" - Jergalan.  Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget. I en vandpyt ligger en fordrukken mand og synger.  Han ser nærmest død ud.  »Mange mænd dør af alkoholmisbrug på disse kanter,« siger Samuel og fortsætter: »Den butik, der løber allerbedst rundt i Karakol, er ikke engang en butik, men en privat mand, der sælger hjemmebrygget vodka.« Jergalan byder ikke velkommen med åbne arme. Regnen siler ned, og ingen vil ud af minibussen.  Bjergtinderne er dækket af nyfalden sne midt i august, og de grønne bakker sprættes snart op af hidsige, overfyldte vandløb.  Efter en gåtur i bakkerne kommer byen atter til syne nede i dalen. Snart indtager vi byens torv.  En fuld mand konfronterer nogle af de rejsende i gruppen og griber ud efter den schweiziske mands kasket. Den fulde mands kammerater griner og råber et eller andet med aggressive stemmer.  Snart kører vi derfra igen i minibussen, og Samuel forsøger at forklare hændelsen.  »Jergalans borgere havde i sin tid mange penge på grund af kulminedrift. Men nu går alle pengene til statskassen. Jergalans borgere er blevet bitre mennesker, men jeg synes, det var værd at vise.« Kulden trænger sig atter på, og fuldkommen gennemblødte er det eneste rigtige at søge mod endnu en varm kilde. Efter to timers venten i et lille forlokale er det endelig tid til at indtage badet Ak Suu. Det viser sig dog imidlertid blot at være fire tilkalkede badekar fyldt med varmt vand i et klaustrofobisk rum på 20 kvadratmeter.    Heste uden hestekræfter   Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste. Dog er ejerens køer sluppet ud umiddelbart forinden, og alle heste er taget i brug i forbindelse med indfangningen.  Den rejsende må væbne sig med tålmodighed i Kirgisistan - her står tiden ofte helt stille, og det illustreres netop nu.  Da hestene vender tilbage, er de mildest talt drænet for energi, og turen i det kuperede landskab bliver en særdeles langsom affære.  De første problemer opstår, da en brusende flod må krydses for at kunne fortsætte gennem de vidtstrakte enge og op mellem de enorme bjergtoppe.  Her stritter de kære heste vældigt imod, og føreren må trække de uerfarne ryttere gennem de kraftige vandmængder. Antallet af vrinsk stiger proportionelt med antal slag med den medbragte gren, og snart bruser floden under hestenes maver.  Et øjeblik løber skrækbilleder af en omgang "white water rafting til hest" over nethinden, før de afbrydes af stilhed på den modsatte bred. At krydse en flod til hest er nu et veloverstået kapitel.  Da turen slutter længere nede i dalen, sover bagdelen, og ryggen værker.    Fra højfjeld til strand   Den sidste dag i Kirgisistan byder på noget så kontrastfyldt som højfjeld og sandstrand.  En times køretur fra Karakol dukker et stort vejskilt op. "Kumtor Guldmine". Chaufføren bremser op og kaster det hårdtprøvede køretøj i skiltets retning. Vejene forandrer sig umiddelbart efter afkørslen fra hovedvejen, og snart er kabinen fuld af støv.  »Vi gør holdt tre gange på vej mod højplateauet Arabel Suu, så I kan vænne jer til den tynde luft,« lover Samuel og kigger ud af sit vindue forrest i bilen.  »Se!« udbryder han, og virker, som om han har fået øje på noget bemærkelsesværdigt.  »På vejen op kan I hilse på Yuri Gagarin, det første menneske i rummet - han og det sovjetiske team trænede her i højderne - deroppe er der rejst en statue af ham.« Minibussen bliver parkeret få hundrede meter fra statuen, der knejser foran et fossende vandfald.  Tænk at træne her i Kirgisistans bjerge, for derefter at blive sendt i kredsløb om jorden. Scenen bliver ikke meget smukkere.  Vinden og kulden tager til, og tankerne blæses tilbage til rumkapløbet og tiden under Den Kolde Krig. Efter at være nået op i stilheden 4.000 meter over havet er det svært at forestille sig en sandstrand og 30 grader. Men lige præcis på dét punkt er Kirgisistan og Issyk Kul-området noget for sig.  Solen brager frem, da vi senere kører på en hullet vej, der fører tilbage til søen.  Landskabet er tørt og goldt, og søen, ja, den ligner Middelhavet på en solskinsdag, som den ligger dér og bader sig i solens stråler og lyser op med sine turkise nuancer.  »Find badetøjet frem!« lyder det fra Samuel.  Badeanstalten er nærmest ikke-eksisterende, badebroen består hovedsageligt af møre brædder og rustne søm. Parasollerne kan tælles på én hånd og vidner om en strand forbeholdt kendere.  Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.  Men med en øm rumpe fra turen på en træt hest mindre end et døgn forinden er det umuligt at føle appetit for hestekødet.  Heldigvis er der andet på menuen, og det kirgisiske køkken meget komplekst og rigt, så ingen går sultne i søen.  Aftenen sluttes af med folkedans og en svingom med smukke og svedlugtende piger, iført nationaldragt og generte smil.  Musikken bliver vildere og højere, vodkaen smager ren og skarp som aldrig før. Kirgisistan og dets folk har efterhånden sat sine dybe spor i os. N 3RÅD.  Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.  Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget.  Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste.  Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.    Fakta: FAKTA OM KIRGISISTAN   Landet strækker sig over ca. 73.860 kvadratkilometer og huser omtrent lige så mange mennesker som Danmark.  Der findes ca. 80 forskellige etniske grupper og ca. 40 forskellige klaner i Kirgisistan.  Russisk er Kirgisistans engelsk. Det er ikke hovedsproget, men det, man snakker på tværs af etniske grupper 90 pct. af landet ligger højere end 1.500 m.o.h., og 60 pct. ligger højere end 3.000 meter over havet.    REJSEN DERTIL   Det er muligt at flyve fra både Billund og København til Kirgisistan. Priser for en returbillet begynder ved ca. 6.000 kr. Denne rejse foregik med Turkish Airlines, som mellemlander i Istanbul. Det giver den korteste rejsetid på ca. 13 timer. Mellemlander du f. eks. i Moskva, tager turen et par timer mere.  Det er klart anbefalingsværdigt at købe en guidet tur, hvor guiden er med dig fra afhentning i lufthavnen til aflevering igen. Denne tur foregik med Nomads Land og kostede 350 euro (2.605 kr.) pr. person for en uge. Turen inkluderede både billetter til diverse aktiviteter, hesteridning, tre måltider om dagen samt transport. Se mere på www.nomadsland.ch.  Der findes et hav af andre turudbydere. Kommer du til Kirgisistan for at ride mange dage på hesteryg, så vælg et bureau, der er specialiseret i netop dette.  Tjek bl.a. Melina Rid & Rejs og CBT tours.  Jyllands-Posten var inviteret af Turkish Airlines.    3 RÅD TIL REJSEN   Alt går langsomt i Kirgisistan, og de lokale har et helt andet forhold til tid, end vi har herhjemme. Så væbn dig med tålmodighed, og sæt minimum et par uger af til din kirgisiske rejse.  Du får klart mest ud af at rejse med en guide, der kender landet og dets mekanismer. Især fordi en så lille del af befolkningen kan engelsk, og fordi der er langt mellem landets byer. Arranger din guidede tur over nettet, allerede inden afgang.  Kirgisistan er "langt ude på landet". Internet og wi-fier fremmedord, så forvent ikke hyppig kontakt med omverden, når du er af sted. Dog kan der flere steder godt findes almindeligt telefonsignal.


Centralasiens uudforskede perle

Jyllands-Posten | 06.06.2015 | | Sektion: Rejser Side 8 | 2029 ord | Artikel-id: e510c64d | Original artikel

I turistsammenhæng er Kirgisistan stadig på pionerstadiet, men der er mange autentiske oplevelser at hente i området omkring den enorme sø Issyk-Kul. Her er bjergtinder i 7.400 meters højde, adskillige klimazoner, en kompleks sovjetisk fortid, og så kan man opleve noget så kontrastfyldt som højfjelde og sandstrand på samme dag.

af MADS SEVERINSEN & TOBIAS HAMANN-PEDERSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejdere | rejseredaktionen@jp. dk

Allerede oppe fra flyet røber udsigten en del om Kirgisistan: Her er bjergrigt og utroligt øde. Sletterne er uendelige, og bjergtinderne rager helt derop, hvor sneen aldrig smelter.

Lufthavnen i hovedstaden Bishkek er ikke meget større end Aarhus', og kontrollen består blot af et stempel i passet. Derfor går der ikke længe, før vi er ude ved taxaholdepladserne, hvor vores chauffør venter. Det er en del af den guidede tur, vi har bestilt hjemmefra, at vi bliver hentet og afleveret i lufthavnen.

Chaufføren kan en smule engelsk og fortæller, at temperaturen når op over 30 grader i dag. Det skal dog vise sig kun at gælde for noget af dagen.

Vejen fra lufthavnen og ud af byen er første møde med Kirgisistans fortid som sovjetisk stat, en status, landet blev løsrevet fra sammen med flere andre republikker i 1991: Der er ikke et eneste sving på vejen over en 20 km lang strækning, alle skilte står skrevet med det kyrilliske alfabet, og livet langs gader og stræder er fattigt.

Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.

Alt er hjemmelavet: fra marmelader af skovhindbær og abrikoser fra haven, til stenovnsbrød, salater og kartoffelsuppe med henkogt kød. I den rækkefølge.

I landsbyen skiftes bilen ud med en nyere Toyota, og et par schweiziske turister støder til gruppen. Nu går turen videre mod den enorme sø Issyk-Kul. Bilen snor sig op i højderne i et land, hvor gennemsnitshøjden er 2.750 meter over havet. Vejret skifter langsomt, og det begynder at regne.

Vi kører op over et pas, og endelig åbner landskabet sig foran minibussen. Dér, imellem sneklædte bjergtinder, klemt inde mellem Kasakhstan og Kina, ligger "Kirgisistans hav", Centralasiens mest ikoniske sø og denne turs udflugtsmål: Issyk Kul.


Dampende sovjetbad

Issyk Kul betyder "den varme sø" og fryser pga.

tilstrømningen fra varme kilder aldrig til is - det til trods for en vintertemperatur på ned på minus 40 grader.

Minibussen gør holdt ved en såkaldt yurt, som er et normadetelt, placeret langs hovedvejen. I yurten serveres hvinende sød kaffe og tørret, saltet laks. Kombinationen får enkelte af de medrejsende til at rynke på næsen, men da alternativet er at stå og vente i silende regn langs en postsovjetisk hovedvej, tager alle en bid og en tår.

Yurten er med sin filtdug og de få elementer, der holder den oprejst, centralasiatiske nomaders foretrukne mobile hus. Det er forholdsvis let at pakke sammen og transportere - desuden holder det fint på varmen og ikke mindst på hyggen.

Temperaturen er faldet til sølle 11 grader, og badet Chong Uruktu bliver redningen. En kilometer nede ad en grusvej kommer fire dampende pools til syne.

»Welcome to the natural hot springs of Issyk Kul,« får turens guide Samuel fremstammet med en stemme, der allerede nu lyder forkølet.

Indgangsbilletten koster 50 Som eller ca. 5 kr.

Billetlugen udgøres af et bord med en blomsterdekoreret voksdug, et sæt hvide plastikstole og en rusten parasol. Omklædningsrummet er på størrelse med en bruseniche. Dér mødes turisterne af opmærksomhed og nysgerrige blikke fra de andre badegæster.

»Hvor kommer I fra?« spørger en herre fra Uralbjergene.

»Hvorfor lige Kirgisistan?« spørger en anden fra Almaty i Kasakhstan.

De viser vej til badene, der er inddelt efter varmegrader.

Alle smiler de og nyder den akutte varmetilførsel. I det varmeste bassin på omtrent 50 grader fylder en overvægtig kvinde det meste.

E Hun har en selvsikkerhed og karisma, der får de fleste af mændene til at blegne ved siden af.

På en lille bar varmes de besøgende slutteligt af kirgisisk te brygget på den så velkendte russiske samovar, serveret uden så mange dikkedarer.

Værsgo' og velkommen.


Den sidste by inden Kina

Turen fortsætter nord om Issyk Kul. Søen ligner mest af alt et uendeligt hav, men kortet fortæller, at Kirgisistan er en indlandsstat med stort i.

I byen Cholpon Ata søger vi husly, og på en restaurant i en privat dagligstue stiftes der bekendtskab med en af Kirgisistans mange nationalretter: lagman.

Inspirationen kommer fra Kina og dungan-folket, som er muslimer med kinesiske rødder, og retten består da også hovedsageligt af kinesiskinspirerede ingredienser som tykke ægnudler, peberfrugter og stærk chilisauce. Den dag i dag lever hovedparten af dungan-folket i Kirgisistan.

Retten bliver serveret af en genert tjener på højst 15 år, der med stor sandsynlighed gravede kartoflerne op, da det ringede på døren til familiens restaurant, og den viser sig at være ganske velsmagende.

I Karakol slår vi lejr i tre dage. Herfra er der ikke langt til en række forskellige aktiviteter.

Vores guide Samuel gør meget ud af at give os en autentisk oplevelse af Kirgisistan, og han fortæller således, at han i dag vil vise "den sidste by inden Kina" - Jergalan.

Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget. I en vandpyt ligger en fordrukken mand og synger.

Han ser nærmest død ud.

»Mange mænd dør af alkoholmisbrug på disse kanter,« siger Samuel og fortsætter: »Den butik, der løber allerbedst rundt i Karakol, er ikke engang en butik, men en privat mand, der sælger hjemmebrygget vodka.« Jergalan byder ikke velkommen med åbne arme. Regnen siler ned, og ingen vil ud af minibussen.

Bjergtinderne er dækket af nyfalden sne midt i august, og de grønne bakker sprættes snart op af hidsige, overfyldte vandløb.

Efter en gåtur i bakkerne kommer byen atter til syne nede i dalen. Snart indtager vi byens torv.

En fuld mand konfronterer nogle af de rejsende i gruppen og griber ud efter den schweiziske mands kasket. Den fulde mands kammerater griner og råber et eller andet med aggressive stemmer.

Snart kører vi derfra igen i minibussen, og Samuel forsøger at forklare hændelsen.

»Jergalans borgere havde i sin tid mange penge på grund af kulminedrift. Men nu går alle pengene til statskassen. Jergalans borgere er blevet bitre mennesker, men jeg synes, det var værd at vise.« Kulden trænger sig atter på, og fuldkommen gennemblødte er det eneste rigtige at søge mod endnu en varm kilde. Efter to timers venten i et lille forlokale er det endelig tid til at indtage badet Ak Suu. Det viser sig dog imidlertid blot at være fire tilkalkede badekar fyldt med varmt vand i et klaustrofobisk rum på 20 kvadratmeter.


Heste uden hestekræfter

Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste. Dog er ejerens køer sluppet ud umiddelbart forinden, og alle heste er taget i brug i forbindelse med indfangningen.

Den rejsende må væbne sig med tålmodighed i Kirgisistan - her står tiden ofte helt stille, og det illustreres netop nu.

Da hestene vender tilbage, er de mildest talt drænet for energi, og turen i det kuperede landskab bliver en særdeles langsom affære.

De første problemer opstår, da en brusende flod må krydses for at kunne fortsætte gennem de vidtstrakte enge og op mellem de enorme bjergtoppe.

Her stritter de kære heste vældigt imod, og føreren må trække de uerfarne ryttere gennem de kraftige vandmængder. Antallet af vrinsk stiger proportionelt med antal slag med den medbragte gren, og snart bruser floden under hestenes maver.

Et øjeblik løber skrækbilleder af en omgang "white water rafting til hest" over nethinden, før de afbrydes af stilhed på den modsatte bred. At krydse en flod til hest er nu et veloverstået kapitel.

Da turen slutter længere nede i dalen, sover bagdelen, og ryggen værker.


Fra højfjeld til strand

Den sidste dag i Kirgisistan byder på noget så kontrastfyldt som højfjeld og sandstrand.

En times køretur fra Karakol dukker et stort vejskilt op. "Kumtor Guldmine". Chaufføren bremser op og kaster det hårdtprøvede køretøj i skiltets retning. Vejene forandrer sig umiddelbart efter afkørslen fra hovedvejen, og snart er kabinen fuld af støv.

»Vi gør holdt tre gange på vej mod højplateauet Arabel Suu, så I kan vænne jer til den tynde luft,« lover Samuel og kigger ud af sit vindue forrest i bilen.

»Se!« udbryder han, og virker, som om han har fået øje på noget bemærkelsesværdigt.

»På vejen op kan I hilse på Yuri Gagarin, det første menneske i rummet - han og det sovjetiske team trænede her i højderne - deroppe er der rejst en statue af ham.« Minibussen bliver parkeret få hundrede meter fra statuen, der knejser foran et fossende vandfald.

Tænk at træne her i Kirgisistans bjerge, for derefter at blive sendt i kredsløb om jorden. Scenen bliver ikke meget smukkere.

Vinden og kulden tager til, og tankerne blæses tilbage til rumkapløbet og tiden under Den Kolde Krig. Efter at være nået op i stilheden 4.000 meter over havet er det svært at forestille sig en sandstrand og 30 grader. Men lige præcis på dét punkt er Kirgisistan og Issyk Kul-området noget for sig.

Solen brager frem, da vi senere kører på en hullet vej, der fører tilbage til søen.

Landskabet er tørt og goldt, og søen, ja, den ligner Middelhavet på en solskinsdag, som den ligger dér og bader sig i solens stråler og lyser op med sine turkise nuancer.

»Find badetøjet frem!« lyder det fra Samuel.

Badeanstalten er nærmest ikke-eksisterende, badebroen består hovedsageligt af møre brædder og rustne søm. Parasollerne kan tælles på én hånd og vidner om en strand forbeholdt kendere.

Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.

Men med en øm rumpe fra turen på en træt hest mindre end et døgn forinden er det umuligt at føle appetit for hestekødet.

Heldigvis er der andet på menuen, og det kirgisiske køkken meget komplekst og rigt, så ingen går sultne i søen.

Aftenen sluttes af med folkedans og en svingom med smukke og svedlugtende piger, iført nationaldragt og generte smil.

Musikken bliver vildere og højere, vodkaen smager ren og skarp som aldrig før. Kirgisistan og dets folk har efterhånden sat sine dybe spor i os. N 3RÅD.

Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.

Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget.

Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste.

Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.


Fakta: FAKTA OM KIRGISISTAN

Landet strækker sig over ca. 73.860 kvadratkilometer og huser omtrent lige så mange mennesker som Danmark.

Der findes ca. 80 forskellige etniske grupper og ca. 40 forskellige klaner i Kirgisistan.

Russisk er Kirgisistans engelsk. Det er ikke hovedsproget, men det, man snakker på tværs af etniske grupper 90 pct. af landet ligger højere end 1.500 m.o.h., og 60 pct. ligger højere end 3.000 meter over havet.


REJSEN DERTIL

Det er muligt at flyve fra både Billund og København til Kirgisistan. Priser for en returbillet begynder ved ca. 6.000 kr. Denne rejse foregik med Turkish Airlines, som mellemlander i Istanbul. Det giver den korteste rejsetid på ca. 13 timer. Mellemlander du f. eks. i Moskva, tager turen et par timer mere.

Det er klart anbefalingsværdigt at købe en guidet tur, hvor guiden er med dig fra afhentning i lufthavnen til aflevering igen. Denne tur foregik med Nomads Land og kostede 350 euro (2.605 kr.) pr. person for en uge. Turen inkluderede både billetter til diverse aktiviteter, hesteridning, tre måltider om dagen samt transport. Se mere på www.nomadsland.ch.

Der findes et hav af andre turudbydere. Kommer du til Kirgisistan for at ride mange dage på hesteryg, så vælg et bureau, der er specialiseret i netop dette.

Tjek bl.a. Melina Rid & Rejs og CBT tours.

Jyllands-Posten var inviteret af Turkish Airlines.


3 RÅD TIL REJSEN

Alt går langsomt i Kirgisistan, og de lokale har et helt andet forhold til tid, end vi har herhjemme. Så væbn dig med tålmodighed, og sæt minimum et par uger af til din kirgisiske rejse.

Du får klart mest ud af at rejse med en guide, der kender landet og dets mekanismer. Især fordi en så lille del af befolkningen kan engelsk, og fordi der er langt mellem landets byer. Arranger din guidede tur over nettet, allerede inden afgang.

Kirgisistan er "langt ude på landet". Internet og wi-fier fremmedord, så forvent ikke hyppig kontakt med omverden, når du er af sted. Dog kan der flere steder godt findes almindeligt telefonsignal.

Dhaka, Bangladesh

I den bengalske tigers fodspor

Jyllands-Posten | 26.04.2015 | | Sektion: Rejser Side 44 | 1708 ord | Artikel-id: e500cd44 Original artikel    

I verdens største mangroveskov, Sundarbans, huserer den gigantiske bengalske tiger. Jyllands-Posten tog på et tre dages eventyr i rovdyrets baghave, som byder på junglesafari, tamburinrytmer og selvforsynende landsbyer med kradsende karry.

af MADS SEVERINSEN & TOBIAS HAMANN-PEDERSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejdere

Støvet fra millionbyen Kolkata står om ørerne på den lille van, der på grund af defekt speedometer drøner af sted mod verdens største mangroveskov med ukendt fart. Vejene er hullede og smalle, men det forhindrer bestemt ikke en perlerække af teknisk krævende overhalinger.

»Sådan kører vi i Indien,« beroliger chaufføren.

Efter tre stive timer med et skvulpende glas indisk chai i hånden ophører vejen endelig.

Chaufføren overlader holdet til en ny guide, som fører turisterne ombord på en overfyldt træbåd.

Vi befinder os i Sundarbans - verdens største mangroveskov, der strækker sig gennem både Bangladesh og Indien og er på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen. Her lever ca. 300 bengalske tigere, 260 forskellige fuglearter og andre truede dyrearter som pytonslanger og deltakrokodiller.

Den indiske del af Sundarbans består af 102 øer, hvoraf 48 er beboede.

I skoven er det dog tigeren, der er junglens konge. Alene den på indiske side dræber de bengalske tigre ca. 30-40 mennesker hvert år.

Junglens taxa

Bådens motor hoster og sprutter på vej dybere ind i Sundarbans. Da den lægger til kaj, vælter folk i land. En ny kæmpe gruppe mennesker står klar til at erobre junglesumpens populære taxa.

Båden er uundværlig på disse kanter - og selvom der er langt til storbyer her, så er Indien aldrig mennesketomt.

En ung kokosnød erhverves på vej gennem en landsby. Ved byens udkant hyrer guiden med kaldenavnet Om, fire rickshaws til at bringe holdet tværs over øen.

»Her er folk så fattige, at de bruger tørrede kokasser som brænde,« siger Om.

Han smiler skævt og peger på lerhusenes stråtage, der er fyldt med sorte ' kager'.


Truede landsbyboere

Efter en time på ladet af rickshaw-cyklerne er det tid til at sejle ud til den sidste beboede ø, Satjelia - herefter er det udelukkende rå jungle.

På Satjelia består modtagelseskomitéen af en spinkel, mørkhåret inder med et tykt, velvokset overskæg. Han fører an til en lille eco village og tildeler hver gæst en lerhytte uden hverken elektricitet eller varmt vand.

Det tager nogle minutter at vænne sig til at være så langt væk fra civilisationen, men efter en gåtur på øen glemmes alt om den omkringliggende verdens materielle behov. Landsbybørnene eller ' sukumari', som øens beboere kaldes, er ekstatiske over synet af hvide mennesker: to små piger kæmper grinende om retten til se ud gennem en af gæsternes medbragte kikkerter, og en lidt ældre dreng viser stolt sin nye cykel frem, der stadig har plastik på sæde og styr.

»Jeg elsker livet herude. Det er afslappet og langt fra det hektiske storbyliv i Kolkata. Det er også det, vi som tour-operatør fokuserer på: at give den besøgende et autentisk indblik i Sundarbans og dets folk. Blandt andet derfor bor vores gæster i eco village ligesom ' sukumarierne',« forklarer Om, inden han må vige for en dreng, der spæner afsted efter et rullende dæk.

Midt i vrimlen af legende unger bliver en pige skubbet frem. Guiden Om oversætter morens hurtige bengalske sætninger: »Min pige er kun 20 år og er lige blevet gift.

Hendes dreng på fem år leger derhenne. Jeg er meget stolt. I må gerne fotografere hende.« Vejen tilbage til hytterne foregår på ryggen af jorddiger bygget til at holde junglevandet væk fra Satjelia. Det ses tydeligt, hvordan tidligere diger er blevet ædt af havet og nu blottes det grå mudder kun ved lavvande.

»Om nogle år er de her rismarker sikkert også væk« forudser Om og skuler ud over det udsatte område.


Junglerytmernes fortællinger

Tilbage i lejren har mørket lagt sig over Sundarbans.

Det lokale band gør klar til at spille natten ind. Før hvert nummer præsenterer Om emnet og fortæller lidt om teksterne til sangene. Første nummer omhandler de tapre bønder, der bevæger sig ind på den bengalske tigers område for at hente honning. Den næste beretter om fiskernes arbejde - ligeledes på tigerens territorium.

»Hver dag ved højvande sætter fiskere net op i de mange bugte, floderne har fået ved øget vandstand.

Når det så bliver lavvande, og vandet trækker sig tilbage, wupti, så strander alle fiskene i nettet,« fortæller Om.

Han klapper i hænderne og viser stor respekt for de modige fiskere.

»Det sker vel at mærke to gange i døgnet - den ene gang i buldrende mørke. Det er her, tigeren oftest angriber. Og den er klog. Den angriber altid bagfra « Der går et sus gennem tilhørerne. Om smiler selvtilfreds af sin histories formåen, inden han giver den en sidste krølle.

»Her lever mange forskellige religioner side om side i Sundarbans, men når vi bevæger os ind på tigerens territorium, betror vi os alle til én og samme gud.« Bandet indleder sangen med en slingrende harmoniumsintro og akkompagneres derefter af tromme samt tamburin.

En gut gemt bag forsangeren stjæler opmærksomheden, da han på det et-strengede instrument khamak brillerer med et ufatteligt tempo og en nærmest hypnotiserende klang. Sådan fortsætter den bengalske musik til langt ud på natten.

Alle måltider tilberedes i jordovn kun i lys af flammer og petroleumslamper. Det er muligt at hjælpe til på jorden i køkkenet - f. eks. ved at udrulle fladbrød. Morgenmaden består, ligesom frokost og aftensmad, af bælgfrugter i karry - dertil ris og brød i form af chapati, naan, puri, papadum eller paratha.

På andendagen fragter en kutter gæsterne ind på tigerens jagtmarker. Alle synes hurtige på aftrækkeren - kameraaftrækkeren vel at mærke.

Da de første sjældne fugle spottes, skydes der løs til højre og venstre.

En fisker kommer hen til kutteren. Om udveksler et par ord med ham. Han sidder på tæer helt ude på kanten af sin lille jolle og samler net ind.

Det ville ikke tage tigeren to sekunder at tage ham i et par mundfulde. Eller en krokodille for den sags skyld. Fiskeren ser dog ud til at være ganske rolig.

Efter at have fået tilladelse til at besøge de mere uspolerede egne af området, der er på Unescos liste over verdens naturarv, går jagten nu for alvor ind på at spotte den bengalske tiger. Udkigstårne er etableret forskellige steder i denne del af junglen, og med kikkert om halsen bestiges ét af dem. Store bælter af mangroveskov og jungle er fældet for bedre udsyn, og en sø er etableret til junglens dyr. Sundarbans' vand er nemlig en blanding af saltvand og ferskvand, så drikkevand kan blive en mangelvare for mange af dyrene.

Der går da heller ikke lang tid, før fire hvidplettede axis hjorte sniger sig frem til vandet. Det er et meget fredfyldt øjeblik. Alle i tårnet er stille.

Indtil en gruppe indere tilslutter sig flokken. Så er der atter støj. Sådan er det bare.

Det er meget muligt, at de fleste forestiller sig en tiger i bagholdsangreb dræbe en hjort eller to.

I hvert fald bliver alle stående og stirrer koncentreret på seancen. Her sker dog intet brud på freden, og tigeren er stadig ikke spottet.


Orange uheld

På båden serveres frokosten, men den afbrydes flere gange af folk, der har spottet et eller andet interessant. Først en stor krokodille, der varmer sig i vintersolen. Dernæst en gigantisk ørn i en trætop.

En slange tager sig en svømmetur - måske i søvne fra sit vinterhi. En gæst med kikkerten for øjnene spørger utålmodigt guiden, hvornår han sidst så den bengalske tiger. Om svarer, at han sidst så den for 14 dage siden.

»Kan den svømme?« spørger en anden gæst.

»Svømme?« ler Om og stiller spørgsmålet videre til kaptajnen, der også bryder ud i latter.

»Den bengalske tiger kan svømme 50 km. uden pause!« Tilbage i den lille eco village er det gået op for gæsterne, at besøget bliver uden synet af orange pels. Der trøstes med en gentagelse af seancen fra den foregående dag: bælgfrugter i karry og lokal musik. Denne gang spiller bandet et nummer om den forhøjede vandstand.

»Sangen handler om, at vi alle en dag må væk fra vores elskede ø. Havet skyller øen væk en dag,« forsikrer Om.

I aften sover gæsterne i kutterens kahytter.

Heller ikke her er der hverken elektricitet eller andet vand end det, der omgiver båden. Motoren afgiver dog så kraftige dieseldampe, at natten tilbringes på dækket under stjernehimlen i stedet for.

Den følgende morgen er cykler stillet til rådighed, og øen indbyder til en cykeltur på kryds og tværs. Verdens største mangroveskov huser også verdens måske mindste skole. To elever undervises på et tæppe af en ældre dame i besiddelse af en kugleramme.

Tilbage på tour-kontoret i Kolkata beretter én af selskabets ejere om, at den nuværende tourgruppe netop har spottet en stor bengalsk tiger.

To gange endda.

»Det kan man kalde orange uheld for jer,« tilføjer han.

Udmattede tages der afsked turisterne imellem.

Og selvom tigeren ikke viste sig, er alle bevidste om dyrets enorme betydning for det bengalske folk.

Sådan kører vi i Indien, beroliger chaufføren.

En gut gemt bag forsangeren stjæler opmærksomheden, da han på det et-strengede instrument khamak brillerer med et ufatteligt tempo og en nærmest hypnotiserende klang.


Fakta: 3 RÅD TIL REJSEN

Besøg Sundarbans fra november-april. Her er tørt og ikke for alt for varmt.

Besøg Sundarbans i Bangladesh, som er tre gange større end den indiske side af mangroveskoven (her lever også flere tigre).

Tag en pandelampe med, da her ingen elektricitet er.


KORT OM SUNDARBANS

Sundarbans dækker et område på ca. 10.000 kvadratkilometer. En fjerdedel af Sundarbans er indisk - resten tilhører Bangladesh, hvorfra man også kan besøge mangrovejunglen. 260 forskellige fuglearter. 274 tigere på indisk side, 419 tigre i Bangladesh' Sundarbans.

30-40 mennesker dræbes hvert år i indisk Sundarbans af bengalske tigre. I regnperioden er vandstanden tre-fire meter højere end i den tørre periode.


REJSEN DERTIL

Med fly fra Danmark til Kolkata. Ca. 10 timer i alt.

Denne rejse foregik med Turkish Airlines, som flyver over Istanbul. Derfor kan opholdet evt. kombineres med et par overnatninger her.

Priser Kastrup-Kolkata t/ r fra. ca. 4-6.000 kr. pr. person alt efter sæson. Se mere og book billet på: www.turkishairlines.com Det er også muligt at besøge Sundarbans fra Bangladesh.

Her kan man flyve til Dhaka. Priser Kastrup-Dhaka t/ r med Turkish Airlines fra ca. 5-6.000 kr. pr. person alt efter sæson.

Turen arrangeres af Tour de Sundarbans, som ejes af de tre brødre Rajesh, Mowgli og Ajay. Priser starter fra 55 euro (410 kr.) pr. person. Turen bestilles via www.tourdesundarbans.com

Madlavningskursus i Kiev, Ukraine