Issuk Kul, Kyrgyzstan, 2014

The post-soviet country of Kyrgyzstan offers all the craziness you can't imagine. Ride a horse through mountains and valleys, eat a horse for dinner, sleep in a yurt, swim in the never frozen lake "Issuk Kul", soak yourself in the numerous of hot springs together with giant russian mamas, visit the high altitude plateaus (+7000 m.a.s) and go visit the eagleman. Kyrgyzstan is sandwiched between mastodons such as Kazakhstan and China but it's world is something extraordinary, something pure and unspoiled.

Kyrgyzforreal-8.jpg
Kyrgyzforreal-13.jpg
Kyrgyzforreal-14.jpg
Kyrgyzforreal-15.jpg
         Centralasiens uudforskede perle     Jyllands-Posten | 06.06.2015 | | Sektion: Rejser Side 8 | 2029 ord | Artikel-id: e510c64d    |     Original artikel            I turistsammenhæng er Kirgisistan stadig på pionerstadiet, men der er mange autentiske oplevelser at hente i området omkring den enorme sø Issyk-Kul. Her er bjergtinder i 7.400 meters højde, adskillige klimazoner, en kompleks sovjetisk fortid, og så kan man opleve noget så kontrastfyldt som højfjelde og sandstrand på samme dag.    af MADS SEVERINSEN & TOBIAS HAMANN-PEDERSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejdere | rejseredaktionen@jp. dk    Allerede oppe fra flyet røber udsigten en del om Kirgisistan: Her er bjergrigt og utroligt øde. Sletterne er uendelige, og bjergtinderne rager helt derop, hvor sneen aldrig smelter.    Lufthavnen i hovedstaden Bishkek er ikke meget større end Aarhus', og kontrollen består blot af et stempel i passet. Derfor går der ikke længe, før vi er ude ved taxaholdepladserne, hvor vores chauffør venter. Det er en del af den guidede tur, vi har bestilt hjemmefra, at vi bliver hentet og afleveret i lufthavnen.    Chaufføren kan en smule engelsk og fortæller, at temperaturen når op over 30 grader i dag. Det skal dog vise sig kun at gælde for noget af dagen.    Vejen fra lufthavnen og ud af byen er første møde med Kirgisistans fortid som sovjetisk stat, en status, landet blev løsrevet fra sammen med flere andre republikker i 1991: Der er ikke et eneste sving på vejen over en 20 km lang strækning, alle skilte står skrevet med det kyrilliske alfabet, og livet langs gader og stræder er fattigt.    Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.    Alt er hjemmelavet: fra marmelader af skovhindbær og abrikoser fra haven, til stenovnsbrød, salater og kartoffelsuppe med henkogt kød. I den rækkefølge.    I landsbyen skiftes bilen ud med en nyere Toyota, og et par schweiziske turister støder til gruppen. Nu går turen videre mod den enorme sø Issyk-Kul. Bilen snor sig op i højderne i et land, hvor gennemsnitshøjden er 2.750 meter over havet. Vejret skifter langsomt, og det begynder at regne.    Vi kører op over et pas, og endelig åbner landskabet sig foran minibussen. Dér, imellem sneklædte bjergtinder, klemt inde mellem Kasakhstan og Kina, ligger "Kirgisistans hav", Centralasiens mest ikoniske sø og denne turs udflugtsmål: Issyk Kul.      Dampende sovjetbad     Issyk Kul betyder "den varme sø" og fryser pga.    tilstrømningen fra varme kilder aldrig til is - det til trods for en vintertemperatur på ned på minus 40 grader.    Minibussen gør holdt ved en såkaldt yurt, som er et normadetelt, placeret langs hovedvejen. I yurten serveres hvinende sød kaffe og tørret, saltet laks. Kombinationen får enkelte af de medrejsende til at rynke på næsen, men da alternativet er at stå og vente i silende regn langs en postsovjetisk hovedvej, tager alle en bid og en tår.    Yurten er med sin filtdug og de få elementer, der holder den oprejst, centralasiatiske nomaders foretrukne mobile hus. Det er forholdsvis let at pakke sammen og transportere - desuden holder det fint på varmen og ikke mindst på hyggen.    Temperaturen er faldet til sølle 11 grader, og badet Chong Uruktu bliver redningen. En kilometer nede ad en grusvej kommer fire dampende pools til syne.    »Welcome to the natural hot springs of Issyk Kul,« får turens guide Samuel fremstammet med en stemme, der allerede nu lyder forkølet.    Indgangsbilletten koster 50 Som eller ca. 5 kr.    Billetlugen udgøres af et bord med en blomsterdekoreret voksdug, et sæt hvide plastikstole og en rusten parasol. Omklædningsrummet er på størrelse med en bruseniche. Dér mødes turisterne af opmærksomhed og nysgerrige blikke fra de andre badegæster.    »Hvor kommer I fra?« spørger en herre fra Uralbjergene.    »Hvorfor lige Kirgisistan?« spørger en anden fra Almaty i Kasakhstan.    De viser vej til badene, der er inddelt efter varmegrader.    Alle smiler de og nyder den akutte varmetilførsel. I det varmeste bassin på omtrent 50 grader fylder en overvægtig kvinde det meste.    E Hun har en selvsikkerhed og karisma, der får de fleste af mændene til at blegne ved siden af.    På en lille bar varmes de besøgende slutteligt af kirgisisk te brygget på den så velkendte russiske samovar, serveret uden så mange dikkedarer.    Værsgo' og velkommen.      Den sidste by inden Kina     Turen fortsætter nord om Issyk Kul. Søen ligner mest af alt et uendeligt hav, men kortet fortæller, at Kirgisistan er en indlandsstat med stort i.    I byen Cholpon Ata søger vi husly, og på en restaurant i en privat dagligstue stiftes der bekendtskab med en af Kirgisistans mange nationalretter: lagman.    Inspirationen kommer fra Kina og dungan-folket, som er muslimer med kinesiske rødder, og retten består da også hovedsageligt af kinesiskinspirerede ingredienser som tykke ægnudler, peberfrugter og stærk chilisauce. Den dag i dag lever hovedparten af dungan-folket i Kirgisistan.    Retten bliver serveret af en genert tjener på højst 15 år, der med stor sandsynlighed gravede kartoflerne op, da det ringede på døren til familiens restaurant, og den viser sig at være ganske velsmagende.    I Karakol slår vi lejr i tre dage. Herfra er der ikke langt til en række forskellige aktiviteter.    Vores guide Samuel gør meget ud af at give os en autentisk oplevelse af Kirgisistan, og han fortæller således, at han i dag vil vise "den sidste by inden Kina" - Jergalan.    Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget. I en vandpyt ligger en fordrukken mand og synger.    Han ser nærmest død ud.    »Mange mænd dør af alkoholmisbrug på disse kanter,« siger Samuel og fortsætter: »Den butik, der løber allerbedst rundt i Karakol, er ikke engang en butik, men en privat mand, der sælger hjemmebrygget vodka.« Jergalan byder ikke velkommen med åbne arme. Regnen siler ned, og ingen vil ud af minibussen.    Bjergtinderne er dækket af nyfalden sne midt i august, og de grønne bakker sprættes snart op af hidsige, overfyldte vandløb.    Efter en gåtur i bakkerne kommer byen atter til syne nede i dalen. Snart indtager vi byens torv.    En fuld mand konfronterer nogle af de rejsende i gruppen og griber ud efter den schweiziske mands kasket. Den fulde mands kammerater griner og råber et eller andet med aggressive stemmer.    Snart kører vi derfra igen i minibussen, og Samuel forsøger at forklare hændelsen.    »Jergalans borgere havde i sin tid mange penge på grund af kulminedrift. Men nu går alle pengene til statskassen. Jergalans borgere er blevet bitre mennesker, men jeg synes, det var værd at vise.« Kulden trænger sig atter på, og fuldkommen gennemblødte er det eneste rigtige at søge mod endnu en varm kilde. Efter to timers venten i et lille forlokale er det endelig tid til at indtage badet Ak Suu. Det viser sig dog imidlertid blot at være fire tilkalkede badekar fyldt med varmt vand i et klaustrofobisk rum på 20 kvadratmeter.      Heste uden hestekræfter     Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste. Dog er ejerens køer sluppet ud umiddelbart forinden, og alle heste er taget i brug i forbindelse med indfangningen.    Den rejsende må væbne sig med tålmodighed i Kirgisistan - her står tiden ofte helt stille, og det illustreres netop nu.    Da hestene vender tilbage, er de mildest talt drænet for energi, og turen i det kuperede landskab bliver en særdeles langsom affære.    De første problemer opstår, da en brusende flod må krydses for at kunne fortsætte gennem de vidtstrakte enge og op mellem de enorme bjergtoppe.    Her stritter de kære heste vældigt imod, og føreren må trække de uerfarne ryttere gennem de kraftige vandmængder. Antallet af vrinsk stiger proportionelt med antal slag med den medbragte gren, og snart bruser floden under hestenes maver.    Et øjeblik løber skrækbilleder af en omgang "white water rafting til hest" over nethinden, før de afbrydes af stilhed på den modsatte bred. At krydse en flod til hest er nu et veloverstået kapitel.    Da turen slutter længere nede i dalen, sover bagdelen, og ryggen værker.      Fra højfjeld til strand     Den sidste dag i Kirgisistan byder på noget så kontrastfyldt som højfjeld og sandstrand.    En times køretur fra Karakol dukker et stort vejskilt op. "Kumtor Guldmine". Chaufføren bremser op og kaster det hårdtprøvede køretøj i skiltets retning. Vejene forandrer sig umiddelbart efter afkørslen fra hovedvejen, og snart er kabinen fuld af støv.    »Vi gør holdt tre gange på vej mod højplateauet Arabel Suu, så I kan vænne jer til den tynde luft,« lover Samuel og kigger ud af sit vindue forrest i bilen.    »Se!« udbryder han, og virker, som om han har fået øje på noget bemærkelsesværdigt.    »På vejen op kan I hilse på Yuri Gagarin, det første menneske i rummet - han og det sovjetiske team trænede her i højderne - deroppe er der rejst en statue af ham.« Minibussen bliver parkeret få hundrede meter fra statuen, der knejser foran et fossende vandfald.    Tænk at træne her i Kirgisistans bjerge, for derefter at blive sendt i kredsløb om jorden. Scenen bliver ikke meget smukkere.    Vinden og kulden tager til, og tankerne blæses tilbage til rumkapløbet og tiden under Den Kolde Krig. Efter at være nået op i stilheden 4.000 meter over havet er det svært at forestille sig en sandstrand og 30 grader. Men lige præcis på dét punkt er Kirgisistan og Issyk Kul-området noget for sig.    Solen brager frem, da vi senere kører på en hullet vej, der fører tilbage til søen.    Landskabet er tørt og goldt, og søen, ja, den ligner Middelhavet på en solskinsdag, som den ligger dér og bader sig i solens stråler og lyser op med sine turkise nuancer.    »Find badetøjet frem!« lyder det fra Samuel.    Badeanstalten er nærmest ikke-eksisterende, badebroen består hovedsageligt af møre brædder og rustne søm. Parasollerne kan tælles på én hånd og vidner om en strand forbeholdt kendere.    Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.    Men med en øm rumpe fra turen på en træt hest mindre end et døgn forinden er det umuligt at føle appetit for hestekødet.    Heldigvis er der andet på menuen, og det kirgisiske køkken meget komplekst og rigt, så ingen går sultne i søen.    Aftenen sluttes af med folkedans og en svingom med smukke og svedlugtende piger, iført nationaldragt og generte smil.    Musikken bliver vildere og højere, vodkaen smager ren og skarp som aldrig før. Kirgisistan og dets folk har efterhånden sat sine dybe spor i os. N 3RÅD.    Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.    Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget.    Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste.    Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.      Fakta: FAKTA OM KIRGISISTAN     Landet strækker sig over ca. 73.860 kvadratkilometer og huser omtrent lige så mange mennesker som Danmark.    Der findes ca. 80 forskellige etniske grupper og ca. 40 forskellige klaner i Kirgisistan.    Russisk er Kirgisistans engelsk. Det er ikke hovedsproget, men det, man snakker på tværs af etniske grupper 90 pct. af landet ligger højere end 1.500 m.o.  h., og 60 pct. ligger højere end 3.000 meter over havet.      REJSEN DERTIL     Det er muligt at flyve fra både Billund og København til Kirgisistan. Priser for en returbillet begynder ved ca. 6.000 kr. Denne rejse foregik med Turkish Airlines, som mellemlander i Istanbul. Det giver den korteste rejsetid på ca. 13 timer. Mellemlander du f. eks. i   Moskva, tager turen et par timer mere.    Det er klart anbefalingsværdigt at købe en guidet tur, hvor guiden er med dig fra afhentning i lufthavnen til aflevering igen. Denne tur foregik med Nomads Land og kostede 350 euro (2.605 kr.) pr. person for en uge. Turen inkluderede både billetter til diverse aktiviteter, hesteridning, tre måltider om dagen samt transport. Se mere på www.nomadsland.ch.    Der findes et hav af andre turudbydere. Kommer du til Kirgisistan for at ride mange dage på hesteryg, så vælg et bureau, der er specialiseret i netop dette.    Tjek bl.a. Melina Rid & Rejs og CBT tours.    Jyllands-Posten var inviteret af Turkish Airlines.      3 RÅD TIL REJSEN     Alt går langsomt i Kirgisistan, og de lokale har et helt andet forhold til tid, end vi har herhjemme. Så væbn dig med tålmodighed, og sæt minimum et par uger af til din kirgisiske rejse.    Du får klart mest ud af at rejse med en guide, der kender landet og dets mekanismer. Især fordi en så lille del af befolkningen kan engelsk, og fordi der er langt mellem landets byer. Arranger din guidede tur over nettet, allerede inden afgang.    Kirgisistan er "langt ude på landet". Internet og wi-fier fremmedord, så forvent ikke hyppig kontakt med omverden, når du er af sted. Dog kan der flere steder godt findes almindeligt telefonsignal.

 

 


Centralasiens uudforskede perle

Jyllands-Posten | 06.06.2015 | | Sektion: Rejser Side 8 | 2029 ord | Artikel-id: e510c64d Original artikel    

I turistsammenhæng er Kirgisistan stadig på pionerstadiet, men der er mange autentiske oplevelser at hente i området omkring den enorme sø Issyk-Kul. Her er bjergtinder i 7.400 meters højde, adskillige klimazoner, en kompleks sovjetisk fortid, og så kan man opleve noget så kontrastfyldt som højfjelde og sandstrand på samme dag.

af MADS SEVERINSEN & TOBIAS HAMANN-PEDERSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejdere | rejseredaktionen@jp. dk

Allerede oppe fra flyet røber udsigten en del om Kirgisistan: Her er bjergrigt og utroligt øde. Sletterne er uendelige, og bjergtinderne rager helt derop, hvor sneen aldrig smelter.

Lufthavnen i hovedstaden Bishkek er ikke meget større end Aarhus', og kontrollen består blot af et stempel i passet. Derfor går der ikke længe, før vi er ude ved taxaholdepladserne, hvor vores chauffør venter. Det er en del af den guidede tur, vi har bestilt hjemmefra, at vi bliver hentet og afleveret i lufthavnen.

Chaufføren kan en smule engelsk og fortæller, at temperaturen når op over 30 grader i dag. Det skal dog vise sig kun at gælde for noget af dagen.

Vejen fra lufthavnen og ud af byen er første møde med Kirgisistans fortid som sovjetisk stat, en status, landet blev løsrevet fra sammen med flere andre republikker i 1991: Der er ikke et eneste sving på vejen over en 20 km lang strækning, alle skilte står skrevet med det kyrilliske alfabet, og livet langs gader og stræder er fattigt.

Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.

Alt er hjemmelavet: fra marmelader af skovhindbær og abrikoser fra haven, til stenovnsbrød, salater og kartoffelsuppe med henkogt kød. I den rækkefølge.

I landsbyen skiftes bilen ud med en nyere Toyota, og et par schweiziske turister støder til gruppen. Nu går turen videre mod den enorme sø Issyk-Kul. Bilen snor sig op i højderne i et land, hvor gennemsnitshøjden er 2.750 meter over havet. Vejret skifter langsomt, og det begynder at regne.

Vi kører op over et pas, og endelig åbner landskabet sig foran minibussen. Dér, imellem sneklædte bjergtinder, klemt inde mellem Kasakhstan og Kina, ligger "Kirgisistans hav", Centralasiens mest ikoniske sø og denne turs udflugtsmål: Issyk Kul.


Dampende sovjetbad

Issyk Kul betyder "den varme sø" og fryser pga.

tilstrømningen fra varme kilder aldrig til is - det til trods for en vintertemperatur på ned på minus 40 grader.

Minibussen gør holdt ved en såkaldt yurt, som er et normadetelt, placeret langs hovedvejen. I yurten serveres hvinende sød kaffe og tørret, saltet laks. Kombinationen får enkelte af de medrejsende til at rynke på næsen, men da alternativet er at stå og vente i silende regn langs en postsovjetisk hovedvej, tager alle en bid og en tår.

Yurten er med sin filtdug og de få elementer, der holder den oprejst, centralasiatiske nomaders foretrukne mobile hus. Det er forholdsvis let at pakke sammen og transportere - desuden holder det fint på varmen og ikke mindst på hyggen.

Temperaturen er faldet til sølle 11 grader, og badet Chong Uruktu bliver redningen. En kilometer nede ad en grusvej kommer fire dampende pools til syne.

»Welcome to the natural hot springs of Issyk Kul,« får turens guide Samuel fremstammet med en stemme, der allerede nu lyder forkølet.

Indgangsbilletten koster 50 Som eller ca. 5 kr.

Billetlugen udgøres af et bord med en blomsterdekoreret voksdug, et sæt hvide plastikstole og en rusten parasol. Omklædningsrummet er på størrelse med en bruseniche. Dér mødes turisterne af opmærksomhed og nysgerrige blikke fra de andre badegæster.

»Hvor kommer I fra?« spørger en herre fra Uralbjergene.

»Hvorfor lige Kirgisistan?« spørger en anden fra Almaty i Kasakhstan.

De viser vej til badene, der er inddelt efter varmegrader.

Alle smiler de og nyder den akutte varmetilførsel. I det varmeste bassin på omtrent 50 grader fylder en overvægtig kvinde det meste.

E Hun har en selvsikkerhed og karisma, der får de fleste af mændene til at blegne ved siden af.

På en lille bar varmes de besøgende slutteligt af kirgisisk te brygget på den så velkendte russiske samovar, serveret uden så mange dikkedarer.

Værsgo' og velkommen.


Den sidste by inden Kina

Turen fortsætter nord om Issyk Kul. Søen ligner mest af alt et uendeligt hav, men kortet fortæller, at Kirgisistan er en indlandsstat med stort i.

I byen Cholpon Ata søger vi husly, og på en restaurant i en privat dagligstue stiftes der bekendtskab med en af Kirgisistans mange nationalretter: lagman.

Inspirationen kommer fra Kina og dungan-folket, som er muslimer med kinesiske rødder, og retten består da også hovedsageligt af kinesiskinspirerede ingredienser som tykke ægnudler, peberfrugter og stærk chilisauce. Den dag i dag lever hovedparten af dungan-folket i Kirgisistan.

Retten bliver serveret af en genert tjener på højst 15 år, der med stor sandsynlighed gravede kartoflerne op, da det ringede på døren til familiens restaurant, og den viser sig at være ganske velsmagende.

I Karakol slår vi lejr i tre dage. Herfra er der ikke langt til en række forskellige aktiviteter.

Vores guide Samuel gør meget ud af at give os en autentisk oplevelse af Kirgisistan, og han fortæller således, at han i dag vil vise "den sidste by inden Kina" - Jergalan.

Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget. I en vandpyt ligger en fordrukken mand og synger.

Han ser nærmest død ud.

»Mange mænd dør af alkoholmisbrug på disse kanter,« siger Samuel og fortsætter: »Den butik, der løber allerbedst rundt i Karakol, er ikke engang en butik, men en privat mand, der sælger hjemmebrygget vodka.« Jergalan byder ikke velkommen med åbne arme. Regnen siler ned, og ingen vil ud af minibussen.

Bjergtinderne er dækket af nyfalden sne midt i august, og de grønne bakker sprættes snart op af hidsige, overfyldte vandløb.

Efter en gåtur i bakkerne kommer byen atter til syne nede i dalen. Snart indtager vi byens torv.

En fuld mand konfronterer nogle af de rejsende i gruppen og griber ud efter den schweiziske mands kasket. Den fulde mands kammerater griner og råber et eller andet med aggressive stemmer.

Snart kører vi derfra igen i minibussen, og Samuel forsøger at forklare hændelsen.

»Jergalans borgere havde i sin tid mange penge på grund af kulminedrift. Men nu går alle pengene til statskassen. Jergalans borgere er blevet bitre mennesker, men jeg synes, det var værd at vise.« Kulden trænger sig atter på, og fuldkommen gennemblødte er det eneste rigtige at søge mod endnu en varm kilde. Efter to timers venten i et lille forlokale er det endelig tid til at indtage badet Ak Suu. Det viser sig dog imidlertid blot at være fire tilkalkede badekar fyldt med varmt vand i et klaustrofobisk rum på 20 kvadratmeter.


Heste uden hestekræfter

Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste. Dog er ejerens køer sluppet ud umiddelbart forinden, og alle heste er taget i brug i forbindelse med indfangningen.

Den rejsende må væbne sig med tålmodighed i Kirgisistan - her står tiden ofte helt stille, og det illustreres netop nu.

Da hestene vender tilbage, er de mildest talt drænet for energi, og turen i det kuperede landskab bliver en særdeles langsom affære.

De første problemer opstår, da en brusende flod må krydses for at kunne fortsætte gennem de vidtstrakte enge og op mellem de enorme bjergtoppe.

Her stritter de kære heste vældigt imod, og føreren må trække de uerfarne ryttere gennem de kraftige vandmængder. Antallet af vrinsk stiger proportionelt med antal slag med den medbragte gren, og snart bruser floden under hestenes maver.

Et øjeblik løber skrækbilleder af en omgang "white water rafting til hest" over nethinden, før de afbrydes af stilhed på den modsatte bred. At krydse en flod til hest er nu et veloverstået kapitel.

Da turen slutter længere nede i dalen, sover bagdelen, og ryggen værker.


Fra højfjeld til strand

Den sidste dag i Kirgisistan byder på noget så kontrastfyldt som højfjeld og sandstrand.

En times køretur fra Karakol dukker et stort vejskilt op. "Kumtor Guldmine". Chaufføren bremser op og kaster det hårdtprøvede køretøj i skiltets retning. Vejene forandrer sig umiddelbart efter afkørslen fra hovedvejen, og snart er kabinen fuld af støv.

»Vi gør holdt tre gange på vej mod højplateauet Arabel Suu, så I kan vænne jer til den tynde luft,« lover Samuel og kigger ud af sit vindue forrest i bilen.

»Se!« udbryder han, og virker, som om han har fået øje på noget bemærkelsesværdigt.

»På vejen op kan I hilse på Yuri Gagarin, det første menneske i rummet - han og det sovjetiske team trænede her i højderne - deroppe er der rejst en statue af ham.« Minibussen bliver parkeret få hundrede meter fra statuen, der knejser foran et fossende vandfald.

Tænk at træne her i Kirgisistans bjerge, for derefter at blive sendt i kredsløb om jorden. Scenen bliver ikke meget smukkere.

Vinden og kulden tager til, og tankerne blæses tilbage til rumkapløbet og tiden under Den Kolde Krig. Efter at være nået op i stilheden 4.000 meter over havet er det svært at forestille sig en sandstrand og 30 grader. Men lige præcis på dét punkt er Kirgisistan og Issyk Kul-området noget for sig.

Solen brager frem, da vi senere kører på en hullet vej, der fører tilbage til søen.

Landskabet er tørt og goldt, og søen, ja, den ligner Middelhavet på en solskinsdag, som den ligger dér og bader sig i solens stråler og lyser op med sine turkise nuancer.

»Find badetøjet frem!« lyder det fra Samuel.

Badeanstalten er nærmest ikke-eksisterende, badebroen består hovedsageligt af møre brædder og rustne søm. Parasollerne kan tælles på én hånd og vidner om en strand forbeholdt kendere.

Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.

Men med en øm rumpe fra turen på en træt hest mindre end et døgn forinden er det umuligt at føle appetit for hestekødet.

Heldigvis er der andet på menuen, og det kirgisiske køkken meget komplekst og rigt, så ingen går sultne i søen.

Aftenen sluttes af med folkedans og en svingom med smukke og svedlugtende piger, iført nationaldragt og generte smil.

Musikken bliver vildere og højere, vodkaen smager ren og skarp som aldrig før. Kirgisistan og dets folk har efterhånden sat sine dybe spor i os. N 3RÅD.

Chaufføren kører mod en lille landsby, hvor et overdådigt frokostbord hos en lokal familie venter.

Den japansk-producerede minibus har ingen problemer med at nå byen, selv om de hullede veje ellers gør sit for at forhindre besøget.

Hesteryggen er nomadefolkets foretrukne transportmiddel, og i Chong Kyzyl Suu er tiden inde til at skifte bilen ud med netop heste.

Her består frokosten, blandt andre lækre sager, af hestekød.


Fakta: FAKTA OM KIRGISISTAN

Landet strækker sig over ca. 73.860 kvadratkilometer og huser omtrent lige så mange mennesker som Danmark.

Der findes ca. 80 forskellige etniske grupper og ca. 40 forskellige klaner i Kirgisistan.

Russisk er Kirgisistans engelsk. Det er ikke hovedsproget, men det, man snakker på tværs af etniske grupper 90 pct. af landet ligger højere end 1.500 m.o.h., og 60 pct. ligger højere end 3.000 meter over havet.


REJSEN DERTIL

Det er muligt at flyve fra både Billund og København til Kirgisistan. Priser for en returbillet begynder ved ca. 6.000 kr. Denne rejse foregik med Turkish Airlines, som mellemlander i Istanbul. Det giver den korteste rejsetid på ca. 13 timer. Mellemlander du f. eks. i Moskva, tager turen et par timer mere.

Det er klart anbefalingsværdigt at købe en guidet tur, hvor guiden er med dig fra afhentning i lufthavnen til aflevering igen. Denne tur foregik med Nomads Land og kostede 350 euro (2.605 kr.) pr. person for en uge. Turen inkluderede både billetter til diverse aktiviteter, hesteridning, tre måltider om dagen samt transport. Se mere på www.nomadsland.ch.

Der findes et hav af andre turudbydere. Kommer du til Kirgisistan for at ride mange dage på hesteryg, så vælg et bureau, der er specialiseret i netop dette.

Tjek bl.a. Melina Rid & Rejs og CBT tours.

Jyllands-Posten var inviteret af Turkish Airlines.


3 RÅD TIL REJSEN

Alt går langsomt i Kirgisistan, og de lokale har et helt andet forhold til tid, end vi har herhjemme. Så væbn dig med tålmodighed, og sæt minimum et par uger af til din kirgisiske rejse.

Du får klart mest ud af at rejse med en guide, der kender landet og dets mekanismer. Især fordi en så lille del af befolkningen kan engelsk, og fordi der er langt mellem landets byer. Arranger din guidede tur over nettet, allerede inden afgang.

Kirgisistan er "langt ude på landet". Internet og wi-fier fremmedord, så forvent ikke hyppig kontakt med omverden, når du er af sted. Dog kan der flere steder godt findes almindeligt telefonsignal.