West Coast, United States

 View from my hotel window - The Strip, Las Vegas, NV

View from my hotel window - The Strip, Las Vegas, NV

Las Vegas – Lucky Bastard

Las Vegas

Dato: 29-02-2012

USA Las Vegas, NV

På “The Strip” kørte reklamebiler rundt med store billeder af halvnøgne damer, “der kan være på dit hotelværelse på under ti min”… Hvis man da havde et. Las Vegas råder nemlig over flere hotelværelser end nogen anden by i hele verden – hvilket skulle man vælge?

Vi befandt os midt i ørkenen og nu skød eifeltårnet pludselig op, som hvis en gigantisk snemand var placeret på sandstrand mellem parasoller. Hvad er dette for et sted? I det efterfølgende lyskryds kom selveste New York tilsyne, og vi besluttede at gå en romantisk aftentur mellem cafeerne i det trendy SoHo-kvarter, og købte kort efter billet til en rutchebanetur i, omkring og over byen. New Yorks omfavnelse af kulturel diversitet er enestående, her var rigeligt med plads til alle – The Big Apple er bestemt et besøg værd. Vi var svimlende rundtossede over storbyens mange indtryk, da vi i afdæmpet belysning passerede stilheden og de vuggende gondoler i Vendig. Italien, åh kære Italien.
Las Vegas huser 19 af verdens 25 største hoteller (målt på antal værelser) og der er plads til mange flere i ørkenen. Ved foden af Stratosphere Hotel lænte vi hovederne bagover og klikkede os et par billeder af det over 350 meter høje tårn. Nu var det tid at finde et rum for natten.

Receptionen var ikke let at få øje på i stratosfæren. Først måtte vi nemlig igennem en labyrint af spillemaskiner og tabende ansigter; først måtte vi smile til de lårkorte servitricer med de gratis drinks, og vi måtte nikke bestemt mod sikkerhedsvagtens beskuende blik sendt fra sit skjul bag skranken. Hvad gjorde to halvbeskidte backpackere på et fint hotel som dette? Så fik vi endelig øje på en receptionist midt i et virvar af lys og toner fra enarmede tyveknægtes hypnotiserende vinderlyde – hun var vel ægte? Eller måske var hun klovnen i cirkus om aftenen? Klovn eller ej, på 14. etage fandt hun ihvertfald et værelse med udsigt over hele verden, og ønskede os et godt ophold i stratosfæren før vi, forvirret og udmattede, lod os falde forover ned i de to kingsize-senges hvide ozon-lagener.

Senere, jeg ved ikke, om det var samme aften eller en helt anden dato, placerede jeg “80 penge” på rød farve i et roulette-spil, hvorefter alt blev sort. Med røde tal på bundlinjen, men med sulten rumlende i maven, tog vi på en sushi-restaurant.

Her iagttog vi et langbord med seks letpåklædte U21-piger, inviteret ud af to klamme oldboys. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der skete under bordet, men de fleste formåede at indtage maden med en enkelt hånd… Jeg aner ikke heller, om den ene fyr havde rester af ris i ørerne, ihvertfald forsøgte en brunette sirligt at rense det med sin tunge – og det op til flere gange under middagen. Vi syntes det var grænseoverskridende, for vi er jo jyder og ville bare gerne have madro, men det virkede som om, at ingen af restaurantens øvrige gæster studsede nærmere over det yderst besynderlige selskab. Udenfor holdt hummer-limosinen parkeret – formentlig klar til at bringe dem alle til et af de 150.000 hotelværelser – og det var så her, vi besluttede at tage i teatret til en Cirque du Soleil-forestilling.

På et tidspunkt formåede vi så at løsrive os fra Las Vegas’ faste greb, hvilket kræver stor mental styrke, og på den anden side af byskiltet blev vi straks modtaget af den virkelige verdens naturlige landskaber, bjerge og dale, floder og søer. Vi skruede op for musikken, så bassen og Mustangen nu larmede om kap, og så lo vi over de foregående dages mærkværdige øjeblikke.
Vi forlod en verden uden begrænsninger og kørte nu videre ud i endnu en. USA’s himmel er så høj. Las Vegas’ er uendelig.

/Tobias