The Philippines, 2011

På en dykkertur i Fillippinerne

Dato: 12. Dec 2011

Filippinerne

D. 12. Dec 2011

Uden sol i sigte, ombord på H.C. Andersen, fortæller dagene sine egne, ulæselige historier, som taget af blæsten og kastet ned fra himlen.
Personligheder forsvinder, én efter én fra det støjende, regnhærgede dæk, ned under havets bløde overflade af lune silketæpper, som smyr sig om kroppene og kun tillader lyden af eget åndedræt. Nøgternt iagttages stilheden i havsalt af søvnige øjne, øjne der først vågner ved synet af hele farveskalaen på række, svømmende forbi.
Tilbage på dækket hengiver den ene fremmede efter den anden sig betingelsesløst til bufféten, en skønne dag forsvinder individualiteten måske ud i flæskede ansigter, og her tager de sig så en snak om 20’ernes frustrerende mange muligheder, hvorefter eksistentialismens kæmpere i fællesskab læner sig tilbage i samme tidszone, reflekterende.

Når mørket kaster sig ned over eventyret og alle dets givere og modtagere, kulsort, som under dynen i barndommens tid, kommer stjernehimlen snigende frem fra oven, invitationen til klodens drømmere sendes ud. I skæret fra månen og glinsende palietter, hilser underverdenens vidundere på os i kraftfulde spring ud for stævnen, og piger i blafrende, hvide hørkjoler bekræfter kærlighedens dunkende tilstedeværelse midt i et eventyrs tilblivelse. I de neonoplyste festligheder skåles i sprit fra flasken til summen af røverhistorier, der tømmes ned over de fastgjorte rundborde fra usynlige spande. Disse beretninger frembringer uhæmmet latter mellem nye, gamle, midlertidige og måske ligefrem: kommende venner.

Oppe i mastens top kan hænderne samles til en hjemmefoldet håndfløjte, på hvilken nattergalens stemme synger en ny dag ind i bedste legato-stil; en svævende melodi flyver ud over havet i et subsonisk kapløb med stilheden.

H. C. Andersen har i den grad involveret os i de eventyrlystnes rejse gennem alt og ingenting. Og jeg spørger mig selv: hvem er mon egentlig vi, de medrejsende?

/Tobias