Stjerneformet prydbrød med hvidløg og persille

 

Ingredienser

 

  • 12 dl lunkent vand

  • 30 g gær

  • 45 g havsalt

  • Ca. 1800 g mel

  • 1 g safran

  • 3 æg til pensling

  • 4 fed hvidløg

  • MASSER af olivenolie

  • 1 bundt persille

  • Sesamfrø

  • Græskarkerner


Tilberedningstid

Ca. 3 timer

Mad til

Ca. 12 personer

Oprindelse/inspiration

Tyrkiet



Fremgangsmåde


Brug en morter til at massakrere din safran helt fint.
Vand og gær blandes sammen.
Rør mel i på din røremaskine indtil dejen slipper skålen.
Tilsæt saltet når dejen næsten er færdig.
Pensl en skål med olie og kom dejen heri.
Lad dejen hæve 45-60 minutter.

Imens laves en hvidløgsolie af presset hvidløg, hakket persille og olie til hatten passer (så den kan pensles på dejen senere).
Stilles på køl.

Nu skal dejen vejes.
Til den yderste stjerne skal du veje 5 x 195 g dej af - stil til side.
Til den inderste stjerne skal du veje 4 (eller 5) x 130 g dej af - stil til side.
Gem en klump dej til stjernen i midten.
Gem en lidt større klump dej til fletningen udenom.

Tag nu de 5 x 195 g dej-klumper og udrul hver til store runde cirkler af ca. 1 mm tykkelse (eller så tynd som du kan).
Placer først den første på din bageplade beklædt med bagepapir.
Pensel denne med hvidløgsolien og placer den næste udrullede stykke dej ovenpå.
Forsæt på samme måde til sidste stykke dej placeres ovenpå.
Brug en pizzaskærer til at lave én hel, stor, rund og smuk cirkel.
Brug en skarp kniv til at lave en stjerne hvor dejen vendes ud over den resterende dej.

Tag nu de 4 (eller 5) x 130 g dej-klumper og gør på samme måde.
Placer denne inden i den store stjerne.
Brug den lille rest dej til at lave en inderstjerne, som igen skæres og derefter foldes ved at vende siderne ind mod hinanden.
Brug den store rest dej og flet en fletning og lad den være rundt om din inderstjerne.

Pynt din stjerne.

Bag den i ovnen i ca. 37 min. på 200 grader.