Kapros Turo Lepeny

Kapros Túró Lepény er en ungarsk specialitet, der minder om en bagt cheesecake. Denne er dog med lokal landost, svinefedt og dild. Især bedstemødre har ry for at kreere en velsmagende Kapros Túro Lepény. Ungarerne kender tærten så godt, at de ville kunne smage, om den er lavet af et familiemedlem.

Ingredienser:

Bund:

  • 250 gram mel
  • 100 gram svinefedt (palmin)
  • 40 gram sukker
  • 2 æggeblommer 
  • 1,5 dl tejföl/creme fraiche 38%
  • 1 knivspids salt

Fyld:

  • 400 gram túró/ricotta ost
  • 3 spsk. tejföl/creme fraiche 38%
  • 3 spsk. sukker
  • 2 spsk. semulje (mannagryn)
  • (Evt. 2 spsk. vaniljesukker)
  • 2 æg
  • 2 bundter frisk dild (hakkes fint)
  • Evt. revet citronskal fra 1 økologisk citron


Smørelse:

  • 3 spsk. tejföl/creme fraiche 38%
  • 1 æg
  • 1 spsk. sukker

Fremgangsmåde:
Mel og svinefedt/palmin røres godt på en håndmikser, indtil det danner ’smulder’. Tilsæt så sukker, en æggeblomme ad gangen, creme fraiche og salt og rør godt. Dejen pakkes ind i film og sættes på køl. Ingredienserne til fyldet blandes.

Dejen rulles ud til en ca. 30x40 cm bradepande, og fyldet fordeles over bunden.

Ovnen varmes op til 180 grader, og kagen sættes ind i ca. 40 minutter, til den er let gylden på toppen.

Ingredienser til smørelsen blandes og fordeles over kagen, når de 40 minutter er gået. Kagen bager videre i ca. 20-25 minutter til den er karamelfarvet gylden på toppen.